"[45] (...)

«Ved Nygaard her i Aggers hærret har været et Jærnværk som sees klare kjændetegn til men nu bruges ikke, saa og har det været Jerngruer i den Skovpart som hører til Goustad og øde Goustad.

Et Qvinde Menneske nafnlig Torbor Giermundsdatter fød i Numedal, havde ikke været gift, ej heller besvangret, befandtes at leve her som een Eremit, holdt til i Skoven som hører til Lie, hvor hun tiden nogen Slags Tilladelse havde opbygt sig en Hytte og et lidet Træhus, hun kom gandske sjelden til folk gik oftest helst om Sommeren ganske nøgen, hendes Leje var i noget boes paa jorden, som et hunde‑ eller Svine‑Lætre saasom der ikke var noget gulv i hendes Hytte, der laa hun uten at have minste plag klæder enten over eller under sig, hun aad Havre heel umalet, naar hun slagtede en gammel Koe eller den styrtede for hende, aad hun indvoldene deraf stykke for stykke som hun kunde behøve at æde saa længe den varede, og end, skiønt hun havde lidet eller saa got som intet Iordvey at bruge, fødde hun dog 8 à 10 Kiør hvilke hun gjætede i Skoven ikke alleeneste om Sommeren men endogsaa om Vinteren, da hun vadede for dem i Sneen og brød Riis og Sylje, Biærk og desligeste Træer til deres føde. I aaret 1735 om Sommeren var jeg oppe i Skoven hos hende; saae hendes bolig og leje, men hende fandt jeg omsider langt borte i Skoven hos kvæget og som det den dag var kolt Regnvæjr havde hun paa sig et par gamle Sorte Wagmels boxer og een fillede graae karmands Wajmels trøye, forresten intet mere af ullet eller Linnet paa sit Legeme, var barfodet, barhovedet med et kort graat haar som stod som børster opefter, og saae ret tid som en Vildmand med et forstyrret og underligt opsyn, og to tænder oven i munden stoed og krumme tid som Svinetænder. ‑ Da jeg spurte hende hvorfor hun levede saaledes hen? svarede hun at der var saa trangt nede i bøyden, der var saa megen banden der, saa hun ikke kunde trives i bøyden, og dette levnet var hende saa behageligt og fornøjeligt, at hun aldeles ikke var at faa derifra enten med forestillinger eller de beste tilbud, hende blev giort, om at forsyne hende ‑ langt mindre med nogen slags trudsel, og sagde, hun vel vidste, at ingen kunde giøre saa stor Synd, med Magt at tage hende derfra, ellers havde hun ikke [46] synderlig forstand eller Samling, havde dog tilforn været nogle gange til Guds bord, men nu var ikke ringeste Gudskundskab hos hende, hendes kreaturer var det eneste hendes hierte og kiærlighed var henvent til, hun kunde og nogenleedes fortælle at hende var skeed uræt med en arvepart paa 70 Rdl. som hun havde mistet, hvilket hun havde taget sig meget nær muligens ogsaa foraarsaget hende urædighet i hovedet; men den rette sammenhæng dermed kunde hun ikke forestille; saaledes havde hun henlevet i mangfoldige aar, men nætop hvorlænge kunde hverken hun eller andre give underretning om, dog har det været over 40 aar.»

Hun døde i april 1737 i sit «fæhus» ‑ hytten var nedbrændt. Hun havde været syg 14 dages tid da folk endelig saa til hende. Manden paa Lie, Christen Alfsøn, var hos hende da hun døde. Ifølge ministerialboken blev hun begravet den 23. april 1737 «over 70 aar gammel».

Eugène Hanssen."

[Transkribert av Robert Chr. H. Skogly, juli 2003]