Kirkebøker

[ST. HALLVARD; 13. bind, H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard), Oslo 1935.]

Kjøbmann Thor Olsen.
1786–1868.

[Av Minna Jespersen]

[Side 255]

Alle Oslofolk kjenner den uanseelige og høist uinteressante gate, som bærer navnet Thor Olsens gate, – adskillig færre kjenner Thor Olsens stiftelse, – svært få utenom den lille krets av byhistorisk interesserte mennesker kjenner Thor Olsens gamle arklåve pa Sørengen, men mennesket Thor Olsen som donator og mæcen, som borger og kommunemann og som et fra karakterens side mer enn almindelig godt menneske er for lenge siden gått over i glemselen, men i betraktning av hvad denne mann i sin tid har gjort for vår kjære hovedstad ser vi nu en opgave i å verne om hans minne.

Thor Olsen var født på Bråten (Urmakerbråten) i Nes på Romerike 20. nov. 1786.

[Illustrasjon.]

Som ganske ung gutt vandret han på sine ben til Christiania med en bylt under armen for å søke tjeneste, og han begynte sin karriere som kramboddreng hos kjøbmann Christian Olsen i Grensen. I året 1813 nedsatte han sig selv som kjøbmann i kolonial i en liten gård i [side 256] Skippergaten og arbeidet sig nu ved nøisomhet og utrettelig arbeidsomhet op til en velstående mann. 15 år efter sin start som selvstendig kjøbmann kunde han i 1828–29 bygge sig egen forretningsgård, – en toetasjes grunnmuret gård, Dronningens gate 16, skrå overfor Krigsskolen, og her hadde han visstnok også sin privatbolig ovenpå.

I over en menneskealder var Thor Olsen en av hovedstadens virksomste kommunemenn, han satt som medlem av formannskapet og han bestyrte med stor dyktighet alle de tillitshverv hans medborgere anbetrodde ham, men særlig i alle byggekomiteer var det han gjorde sig mest gjeldende. Alt som het bygning forstod han sig på, og her lå også hans store interesse. I komiteene for Børsen i 1820 samt for kongeboligen var han med, fra den siste uttrådte han i 1838 – han var også med ved ombygningen av Vår Frelsers kirke og ved reisningen av den gamle Frimurerloge.

Thor Olsen var kjent som en ivrig skytter og stod i en årrekke som doyen for skytteselskapet Christian Augusts Venner, som holdt til på Helverschous løkke, det kjente traktørsted ved Munkedamsveien, som lå på høidedraget mellem Kort Adelers gate og jernbaneskjæringen.

Et av de beste og edleste karaktertrekk hos Thor Olsen gav sig utslag i hans store godgjørenhet, – en hel del fattige familier kunde gjennem årrekker nyde godt av hans understøttelse og han hjalp med rund hånd der hvor han mente hjelpen vilde bære frukt. Selv var han kommet fra så små beskjedne forhold, at han alltid kunde sette sig inn i sine medmenneskers økonomiske vanskeligheter. Det var for eksempel en ung gutt han hadde stått fadder til, – i hjemmet var der mange barn og foreldrene kunde ikke greie å skaffe dem alle en dyr utdannelse. Nu stod den unge manns hu til å reise ut i verden og søke lykken, men hvorfra skaffe midlene? Da så konfirmasjonsdagen kom, arriverte fra Thor Olsen en check på 1000 daler og dermed var vanskelighetene løst. Den unge mann gjorde siden en utmerket karriere i Amerika hvor han døde som en holden mann, men det skal også sies til hans ros, at han aldri glemte, at starten blev gjort for den gamle hederkronede Thor Olsens penger.

[Illustrasjon.]

Thor Olsen var gift i forholdsvis kort tid, da hans hustru døde som ganske ung. Han hadde ingen barn, og dette har naturligvis vært grunnen [side 257] til at han har ofret så mange penger på sociale formål. I Vaterlands Asyl, Tomtegaten 10, har han satt sig et vakkert minnesmerke. Dette oprettet han i 1838, og i 1847, 21 år før hans død, oprettet han testamente til fordel for asylet. Dette testamente forteller så meget om Thor Olsen og hele hans karakter og tankegang at jeg her inntar det i sin helhet:

«Under Forudsætning af Kongelig naadigst Konfirmation og i det Haab, at Fremtiden ikke vil berøve mig de dertil fornødne Evner, er det jeg herved fastsetter og bestemmer som min sidste Vilje Følgende:

Da Gud har velsignet min Virksomhed og forundt mig Midler at kunne anvende baade til Gavn for mig selv og Andre, saa er det mit ønske og min Bestemmelse, at den Del af min Formue som jeg ofrer til et offentligt og for Christiania Kommune almindeligt Brug, anvendes paa den Maade, at jeg efter bedste Skjøn og Overveielse antager at ville stifte mest Gavn for den Fattige, og tillader jeg mig derfor specielt at anføre de Regler, hvorefter jeg ønsker min Disposition bestyret, og til hvis punktlige Opfyldelse jeg knytter min Donation. Efter i en Række af Aar med Interesse og Opmerksomhed at have deltaget i Bestyrelsen af Vaterlands Asyl, er jeg mere og mere kommen til den Overbevisning, [side 258] at Børne–Asylerne ere en af vor Tids for Menneskeheden gavnligste Institutioner, thi de beskytte de fattige og tildels forsorgsløse Børn baade imod moralsk og physisk Fordærvelse, paa samme Tid som de gavne Forældrene saavel i moralsk som i økonomisk Henseende. Jeg er saaledes kommen til den Forvisning ikke bedre at kunne anvende min Donation, end til Indstiftelsen af et stedsevarende «Børne–Asyl for den fattige og arbeidende Klasse». I dette øiemed og til denne Hensigts Opnaaelse er det jeg herved skjenker og testamenterer den af mig nylig opførte Gaard, ved siden af Bygmester Benthiens Gaard i Vaterland, med de dertil anskaffede Inventariesorter og Indretninger, saaledes som det allerede af mig er overleveret til Brug for Asylet og med mulige Forandringer, som jeg fremdeles maatte foretage og foranstalte. Alt frit for nogen Heftelse, ligesom jeg endvidere skjenker og legerer til denne Indretnings Vedligeholdelse en Kapital af 12 000, skriver tolv Tusinde Sølvspecier, der, naar de udbetales af mig eller mit Bo, udlaanes mod lovlige Renter, saavidt mulig paa første Prioritet og den størst mulige opnaaelige Sikkerhed, og aldrig i større Beløb end Halvparten af Assurancesummen for Eiendomme i Christiania og Halvparten af Matrikulskylden af Eiendomme paa Landet, og forøvrigt under alle de Klausuler og Betingelser som for Umyndiges og offentlige Stiftelsers Midler ere eller vorde lovbestemte. Og er det en Selvfølge, at Kapitalen aldrig maa angribes, men Renterne anvendes og forbruges, samt at Kapitalen saavelsom den hele Indretning bliver staaende under Magistratens og Kommunebestyrelsens Omhu og Beskyttelse. Findes fornøden Sikkerhed, som anført, i en eller flere af mine havende eller efterladte Eiendomme, da foretrekkes disse som Pant for Kapitalen for det Hele eller for en Del.

[Illustrasjon.]

Som specielle Regler eller Statuter for Vaterlands Asyl fastsættes: 1) Den foranbenævnte Gaard med Tilbehør skal uafbrudt og stedseværende ene og alene benyttes til Børne–Asyl for Christiania By og dens Forstæder, saavel for Pige– som Drengebørn. 2) Mere end 200 Børn maa ikke optages uden for en kortere Tid og en enkelt Gang ved tilfældige Omstændigheder. – 3) Fortrinsberettigede til Optagelse i Asylet ere Børn fra 2 1/2 til 7 Aar, af den fattige dagarbeidende Klasse. Over 7 Aar gamle Børn maa ikke optages. 4) Naar Børnene ere 8 à 9 [side 259] Aar gamle, bør de udgaa af Asylet, og kun naar Antallet er under 200, tillades ældre Børn, som ere optagne, at besøge Asylet de Dage de ikke kunne komme i Almueskolerne. – 5) Til dagligt Tilsyn og Bestyrelse antages en duelig Forstanderinde af den dannede Klasse, 1 à 2 Piger, som Medhjælperinder, og et aldrende Fruentimmer for at have særdeles Tilsyn med de mindste Børn, en Timelærer i Forstandsøvelse af religiøs Tendens samt i Sang, et Fruentimmer til Timeundervisning i Spinding, en Portner, enten Skomager eller Skrædder af Profession, helst uden Børn. – 6) Forstanderinder og de nævnte 1 à 2 Piger have frit Hus, Lys og Brænde i Asylet. Forstanderinden holder Kost og Sengklæder til Pigerne, men Lønnen betales af Asylets Kasse. Ligeledes betales af Asylets Kasse Forstanderindens Løn, den nævnte Timelærer, det aldrende Fruentimmer til Paapassen af de mindste Børn og det der giver Undervisning i Spinding. Portneren har frit Hus, Brænde [side 260] og Lys i Vintermaanederne, som hidtil efter Forskrifterne, og for hver Favn Brænde, hall skjærer og kløver, 24 sk. Herfor har han at forrette Budtjenesten i Asylets Anliggender og passe Porten, at ingen af Børnene kommer ud uden Tilladelse. – 7) De specielle Forretninger som paaligger Forstanderinden, ere bestemte ved Instruks som altid maa være opslaat i Asyllokalet. – 8) Med Renterne af den bestemte kapital, 12 000 Sølv Specier, lønnes det fornævnte Personale, ligesom deraf tages det Fornødne til Indkjøb af Lys, Brænde, nødvendige Reparationer, Inventarium m.m. Flere Aars Erfaring har vist, at en saadan Sum er tilstrækkelig naar intet Sløseri eller Unødvendig foretages. – 9) At der altid blandt Formænd og Repræsentanter eller Kommunebestyrelsen findes 2 à 3 Mænd, som ere villige til at overtage Opsynet med Asylet, føre Indskrivningsprotokollen og paase, at Enhver samvittighedsfuldt opfylder sin Pligt samt aflægger Regnskab for Anvendelsen af Renterne, kan ikke betvivles. I modsat Fald vil Magistraten eller Formandskabet eller Kommunebestyrelsen formentlig kunne paalægge dette som et Ombud. 10) Overopsynet med Asylet overtager Magistraten i Forening med Formandskabet eller de Autoriteter, som med Tiden maatte træde i disses Sted. De have at paase, at Asylet bestyres paa den Maade som er bestemt og foreskrevet og som hidtil er skeet, uden nogen væsentlig Forandring, og aldrig tabe af Sigte deri af mig antydede Hensigt. 11) De forannævnte Bestemmelser maa ikke fordreies eller fortolkes paa anden Maade, end ligefrem efter Ordene. – 12) Foretages Noget, som væsentlig forandrer disse Statuters Hensigt og Bestemmelse, da er ikke alene Asyllokalet med Grund og Tomt, men ogsaa Kapitalen forbrudt og kommer mine Arvinger tilgode, dog kunde det langt hen i Tiden vel tænkes muligt, at Statsomvæltninger, forandrede Opdragelsesinstitutioner og Kommunalindretninger maaske kunde gjøre Asylstiftelserne mindre gavnlige og hensigtsmæssige, og skulde altsaa den Tid komme at min herved tilkjendegivne Hensigt ved Fortsættelse af Asylvirksomheden saaledes som her bestemt, utvivlsomt og uomtvistelig forfeiles, og saadant antages efter motiveret Andragende fra Asylets Bestyrelse og med samvittighedsfulde og omhyggelige Erklæringer fra Magistrat og Formandskab samt Stiftsdirektionen eller de Autoriteter, som i disses Sted maatte vorde indstiftede og anordnede, da kan [side 261] Regjeringen og Kongen eller den høieste exekutive Stats–Myndighed bestemme Forandringer og Forbedringer med Hensyn til Anvendelsen og Virksomheden af min Donation, men dog uden at Kapitalværdien formindskes og stedse til den størst mulige Nytte og Gavn for Børn af den fattige arbeidende Klasse. 13) Disse Statuter skulle offentlig bekjendtgjøres i de almindelig læste Aviser, saasnart de ere traadte i Kraft, og siden hvert femte Aar.

Som Vidner ved dette Testament har jeg formaaet D'Herrer Stadshauptmand Ytteborg og Børskommissær Jacob Smith at underskrive.

Christiania d. 26. November 1847.

Thor Olsen.

Som tilkaldte Vidner erklærer vi herved, at Testator frivillig og med sin fulde Fornuftsbrug har oprettet og egenhændig underskrevet dette Dokument.

Christiania d. 26. November 1847.

Jacob Smith.             U. J. Ytteborg.

Konfirmeret ved høieste Resol. 28. Mai 1869.

For dette Vaterlands Asyl arbeidet en dameforening, og av asylets protokoll, som er ført gjennem alle år, hitsettes følgende fornøielige tidsbillede:

«Den 26. Mai 1848 fant en Høitidelighed sted i dette nye af Kjøbmand Ridder Thor Olsen opbyggede og til Christiania Commune skjenkede Asyl Gaard. Denne Høitidelighed var foranlediget ved at Asyl–Børnenes Forældre, Dameforeningens samtlige Medlemmer og Asyl Bestyrerinde Frue Daae eenstemmig havde besluttet at bekoste Asylets Velgjører Herr Kjøbmand Ridder Thor Olsen portraittert ved Herr Maler Gørbitz. –

Ved Dameforeningens Ordførerinde, Generalinde Wedel–Jarlsberg var Herr Thor Olsen bleven anmodet om «velvillig at ofre nogle Timer af sin Tiid til Udførelsen af ovennevnte øjemed." – Herr Kjøbmand [side 262] Thor Olsen gik dette ønske imøde, med taknemmelig Beredvillighed og den 26. Mai blev dette særdeles vellykkede Billede af Asylets Velgjører ophængt i Asyl Localet omvundet af Blomster og Egeløvs Krandse som vare flettede af taknemmelige Forældre og flere Damer. – Samme dags Formiddag imellem Klokken 11–12, afsløredes bemeldte Portrait af Asyl Administrationens Formand, Herr Professor Kaurin, der i den Anledning holdt en vakker og til øjemedet passende Tale, efter at samtlige Asyl Børn, 220 i tallet, først havde afsunget en Psalme. –

Efter endt Tale af Professor Kaurin, afsang Børnene nogle muntre Vers til Ære af Deres Velgjører og som vare forfattede af en af Asylets Ældste Medlemmer, Frue Cancellieraadinde Aas. Ordførerinden overrakte Herr Thor Olsen en Afskrift af denne Sang, idet hun paa Børnenes Forældres, Dameforeningens, Den fraværende vice Ordførerinde Fru Admiralinde Müller og egne Vegne takkede Herr Kjøbmand Thor Olsen for den Velvillie hvormed han havde imødegaaet det fælles ønske «at lade sig portraittere» og at dette ønske ikke var blevet fremkaldt af Lyst til at smigre, men af den inderligste og hjærteligste Følelse. Derfor maatte den Taare være ham benegen der perlede ei alleneste i Ordførerindens, men ogsaa i mange af de Tilstedeværendes øine. – Disse Taarer stige i Bønnen til Gud og lokkede Velsignelse ned over Herr Thor Olsen og over hans velgjørende Verk, hvilket ei blot for øjeblikket, men ogsaa for Fremtiden, vil give riig Anledning til at velsigne den Mands Minde, som Asylet skyldte saa uendelig meget.

Øverst paa Portraittets Ramme stod efterfølgende Inskription: «Forældres og Dameforeningens skjønsomme Anerkjendelse af ædel Daad» og paa Rammens Fod stod: «Sandelig siger jeg Eder, saa meget som I have gjort for een af disse mine mindste Brødre, have I gjort for mig». Math. 25. 40. –

Herr Kjøbmand Thor Olsen sluttede Høitideligheden ved i nogle hjertelige Ord at udtale sin varme Tak til alle Angjeldende for det smigrende Beviis paa Agtelse og Velvillie, som man havde givet ham og som han stedse skulde bevare i kjær og taknemmelig Erindring.

Efter tilendebragt Høitidelighed i Asyl Localet forsamlede Børnene sig i det vakre store Gaards–Rum hvor dækkede Borde ventede den [side 263] glade Børne–Flok med Riisengrød Øl og Kringler m. m. – Ordførerinden havde for egen Regning, bestilt en Mand, med en Lirekasse, der spillede under Maaltidet, og efter Bordet forlystede Børnene sig med at valse om i Gaarden efter Lirekassens muntre Toner. – Børnenes Forældre og mange af Dameforeningen, der havde været tilstede ved Portraittets Afsløring, overværede ogsaa Bordspisningen og Børnenes Leeg. Enhver der forlod denne simple, men velmente Høitidelighed vare alle enige i at den Mand, som den var tilegnet havde gjort sig vel fortjent til den skjønsomme Anerkjendelse af ædel Daad, der var blevet ham til Deel.

Det er det her omtalte maleri vi avbilder over disse linjer. Hvad nu asylet angår, så består det den dag i dag, men det er flyttet fra Tomtegaten op til bedre luft og vennligere omgivelser. Det ligger nu i Sandakerveien 63, omgitt av en deilig have med frukttrær, og samtidig med flytningen har asylet skiftet navn så det nu heter Thor Olsens Stiftelse. Her har 30–40 barn sitt daglige tilhold, – flere kan man ikke rå med hverken av plass– eller budgettmessige hensyn, når vår tids hygieniske fordringer skal tilgodesees for de samme penger. Her blir barna vasket og stelt, tennene pusset og håret kjemmet. To gode måltider får de om dagen, og alt servise blir kokt for hver gang. Deilig lekeplass har de både ute og inne, og lykkelige og trygge kan de mødre føle sig som har sine små så vel anbragt, mens de selv er ute på arbeide. Om det nu skulde hende at hovedstadens borgere glemmer hvem Thor Olsens gate har sitt navn efter, tror jeg iallfall at alle som har oplevet å se Thor Olsens Stiftelse vil sende en takknemlig tanke til den gamle hedersmann som for snart 100 år siden skjenket sin by en så storslagen gave. Til alle tider vil han stå som et vakkert eksempel for sine bysbarn.

Minna Jespersen.

[tilbake]